Tenor-tribute

Med 200 faste korsangere om ugen kommer man tæt på mange forskellige skæbner. Folk i glæde og flow, andre i sorg og modstand. Sangere, der starter i korene, fordi de har mistet kære eller mistet livsmodet og vil synge sig tilbage til livet. Korsangere, der er gået ned med stress eller er blevet fyret og mangler et forpligtende fællesskab. Huse og liv, der er tomme, fordi børnene der er flyttet hjemmefra, eller skilsmisser og andre kriser har tømt tanken. Og naturligvis også bare masser af glade mennesker i balance, der tiltrækkes af den gode energi og skønne musik.

Jeg møder mange slags mennesker et par timer tirsdag og torsdag, og kommer til at holde så uendeligt meget af dem, uafhængigt af alle de rammer og skel, vi normalt sætter op mellem mennesker med forskellige overbevisninger og præferencer som politisk, religiøst osv.

Når man går til kor, står man til kun regnskab for den energi, nærvær og den musik, man bidrager med, og oftest kender korsangerne ikke sidekammeraternes alder, arbejde, privatlivs-status osv. Vi ER bare. Hvilken befrielse ikke at dømme hinanden og samarbejde på kryds og tværs med smil, musik og hverdagen lidt på afstand.

Som korleder kommer jeg ofte lidt ind bag ved overfladen. Jeg bliver ofte en fortrolig og får uendeligt mange informationer om de enkeltes oplevelser, udfordringer og private sfærer. Sangerne står der med åbne hjerter og kontakt til hele følelses-spekteret. Det er i sig selv en stor udfordring som leder at holde den bedst mulige balance mellem det personlige og det private, og i perioder går det bare helt ind i hjertet.

Det har det gjort dette forår, hvor vi i begge kor – både Pop’n Soul og SoulSingers har mistet en tenor til kræft, med bare få måneders mellemrum. Også sidste år mistede vi en fantastisk ung sangerinde i SoulSingers, og det er bare så urimeligt og barsk og modbydeligt.

I går sang en stor gruppe SoulSangere til Kai’s begravelse med styrke og kærlighed. Kai var den tenor, der altid hjalp lidt ekstra, når kræfterne var der. Han kom fast i Bykirken og kendte lyd- og lysanlæg godt. Ofte sad han halve og hele aftener og sang med bag pulten med teksterne til powerpointen. En stille fyr med masser af varme. Det var så tydeligt, hvor meget koret holdt af ham i går, da vi sang ham farvel.

Hvor Kai var den stille, lune type, var Erik fra Pop’n Soul en rigtig party-tenor. Altid forrest i køen til fest, fællessang, gode grin og skøre indfald. Erik kæmpede sig til korprøverne til det allersidste og insisterede stædigt på, at han naturligvis ikke bare skulle med på tourné til Island men også skulle være chauffør. Fysisk nåede han det ikke – men vi sendte flere gange skælmske smil opad over den fantasiske tour, vi havde, hvor alting gled fuldstændig glat og solen skinnede i dagevis efter en måneds tung Islandsk regn.

Begge vil de blive savnet!

Hvor er jeg dog velsignet og heldig at møde alle disse herlige mennesker i begge kor fra hjerte til hjerte, og den samhørighed og det nærhed føler jeg med hele banden og alt det, de hver især går igennem, uanset hvor meget jeg kender til det. Der er f.eks mindst 4 lige nu i aktiv kemo-behandling. Der er alle tænkelige udfordringer og sygdomme og operationer og udfordringer og alligevel møder sangerne op med stædighed, uselviskhed og byder ind til fællesskabet. Mit dybeste ønske er, at alle må finde styrke og energi og bruge korene og de andre sangeres støtte til at komme hurtigt på benene igen.

Og samtidig må jeg med taknemmelighed anerkende, hvor tæt vi kommer på hinanden som gruppe, når vi deler både det nemme og det svære og sprænger de vanlige rammer for blufærdighed og afstand. Må vi blive ved med dét i begge kor!

Hvil i fred, Erik og Kai!

Leave a Reply