Paranoid (en skimmelsvamp-allergikers rejse, 7)

postet i Blog, Blogindlæg forside | 0

Det er sjovere at lave de opløftende og positive opdateringer. Sandheden er bare, at denne proces virkelig trækker tænder ud også. Især fordi det hele stadig er så usynligt. Hver gang jeg nyser eller har ondt et eller andet sted, bliver jeg bange for at jeg har fået slæbt for meget gift med de få ting, jeg har taget med, at jeg gør noget galt osv. Det er ren paranoia!

Jeg har f.eks. opmagasineret alle mine elskede puslespil. I sidste uge hentede jeg et af dem. Det er bare topmålet af hygge for mig at høre musik eller se Netflix, lægge puslespil og hænge ud med dyner og nattøj, og det skulle weekenden give plads til.
Det store skæve puslespil med påfuglen kom på bordet. Det VAR også bare så hyggeligt. I løbet af weekenden har jeg følt mig så træt, og da jeg i går nøs 10 gange i træk blev jeg for alvor paranoid og endte med at skille ad og pakke det halv-lagte puslespil tilbage i plastikpose og ud i bilen. Angsten for at det alligevel var for forgiftet, til at jeg kunne tåle det, var totalt nedslående. Så i dag har jeg igen igen igen gjort hovedrent overalt, vasket ned, udluftet, vasket sengetøj og haft lidt tudefjæs.

Min krop er invaderet at usynlig gift, som bare kræver tålmodighed og tid at få renset ud. Jeg kan ikke måle det, jeg kan ikke vide hvad der virker, eller hvad der gør det værre – jeg kan bare tjekke ind i og mærke en krop, der arbejder og kæmper. Når jeg nyser, er det så fordi mykotoksiner renses ud og gør mig syg? Eller fordi jeg udsætter mig selv for mere udefrakommende gift fra mine gamle ting?

Jeg forsøger stadig at få solgt mit flygel. Det er ubetinget den værste psykiske smerte i hele det her forløb. Mit elskede flygel, som har givet mig et kreativt rum at skrive musik på og mange gode minder med øvning, elever og musikalske fællesskaber. Det er svært at sælge på kort tid. Det repræsenterer en kæmpe værdi for mig personligt, det er vurderet til en stor bunke penge – men lige nu er det 0 kr værd. Får jeg det ikke solgt i løbet af de næste få dage, må jeg slippe det uden at få en krone for det. Totalt frustrerende og sørgeligt.

Én anden ting har været at pakke, lagre og smide ud smide ud smide ud. Nu begynder jeg for alvor at mærke hvor mange ting, jeg mangler, som jeg lige skal bruge og derfor skal forholde mig til at få fremskaffet igen. Det bliver det heller ikke billigere af. Min pengepung bløder bestemt lige nu.

Jeg trøster mig med en historie, min store inspiration den amerikanske forfatter Marianne Williamson fortalte i en af sine bøger og igen på et kursus, jeg var på hos hende. Hun arrangerede tidligt i sin karriere en stor spirituel workshop. Lejede et teater, hyrede musikere ind og lagte al sin energi i at få lavet den fedeste event nogensinde. Det lykkedes hende. MEN hvad hun havde glemt, var at fokusere på PR undervejs, hun solgte meget få billetter og kom ud på den anden side med et kæmpe kæmpe underskud. Helt ulykkelig ringede hun til sin far og beklagede sin nød. En ting var underskuddet, noget andet ydmygelsen af ikke at lykkes med projektet. Hendes far havde kigget hende lige i øjnene og med bestemt tone sagt noget lignende: “Dette skal vise dig, at du kan absorbere tabet (You can absorb the loss)”. Jeg elsker den sætning, og den har trøstet mig så mange gange, hvis ting ikke har givet det overskud (på alle planer) jeg ønskede eller håbede. Jeg kan absorbere (håndtere) de tab, jeg møder.

Sådan må jeg sige til mig selv lige nu. Jeg bliver testet på materielle afhængigheder. Jeg bliver testet på tab, både økonomiske og følelsesmæssige.

And I can absorbe the loss!

Leave a Reply