Overvurdering

postet i Blog, Blogindlæg forside | 0

“Man overvurderer ofte hvor meget man kan nå på fem timer, men undervurderer hvor meget man rent faktisk kan nå på fem dage”…

…siger en gammel talemåde – og det trøster mig i denne travle sæsonstart, hvor jeg igen og igen overvurderer, hvad jeg helt klart lige kan nå “resten af eftermiddagen”. Syv dage er gået siden jeg landede fra en fantastisk ferie og efteruddannelse med natur, kultur, skønne relationer og masser af vilde oplevelser og uendeligt meget lækker musik. Knap har jeg nået at integrere og fordøje, før det hæsblæsende semester sætter i gang. Begge kor er startet op for fuld smæk. SoulSingers i tirsdag med korprøve i ny kirke. Hvordan er det lige kaffemaskinen virker? Fandt du strømstikket? Satte jeg mon kodelåsen rigtigt til? Hvordan lyder det, når vi står på opsatsen? Skal sopranerne mon stå i den anden side? Og så videre! Så spændende og helt “frisk-start-agtigt” at være i Dyrup Kirke – og sikken et arbejde at skulle indkøre helt nye vaner og få lyd, lys, kaffepause og lavpraktik til at gå op i højere enhed samtidig med gæster og musik! Kedede os gjorde vi så heller ikke, for allerede i går havde vi første gospeljob – nemlig tre glade kærlighedsgospel-sange til et havebryllup på gods i Kerteminde. Her er fælles-hyggen bagefter dokumenteret (når man nu ER i Kerteminde!)


Også Pop’n Soul i Ryslinge har fået en flyvende start med første korprøve i torsdags. Vi har en sindssyg opstart, fordi vi denne gang (efter en lang pause uden optag af nye medlemmer) åbnede op for gæster og ansøgere til koret… Intet mindre end 45 sangere er interesserede i at være med – og mange af dem mødte op til et i forvejen tætpakket kor i foredragssalen. Luksus-problem – men alligevel smaddersvært, når nu SÅ mange søde sangere gerne vil være med, og vi kun har få ledige pladser! Så der bliver for første gang optagelsesprøve og udvælgelse. Læs mere om det HER.

Jeg har gjort et afsindigt sats denne sæson og har inviteret “eget afkom” med som kor-band. Rumle (der fylder 15) er blevet så solid på guitar, har lært de fleste af vore numre, og sad på fremragende vis ind som akkompagnatør, mens jeg fik ro og plads til både at indstudere, korlede OG spille lidt med ind i mellem. Sikken en fornøjelse – og altså VILDT smart at gro sit eget band selv, omend det er en årelang proces!

Onsdag nåede jeg lige at klemme en workshop ind for en stor gruppe lærerstuderende på ULC. Lidt klemte unge mennesker sluttede med at stå med armene om hinanden at synge i vilden sky.

Og endelig deltog jeg som panel og oplægsholder i fredagens maratonsang på Ringe Bibliotek med højskolesangbogen som fokus og masser af fællesskab og -sang. Og JA! Det er et eksemplar af den FØRSTE udgave af højskolesangbogen på billedet!


Så her sidder jeg søndag eftermiddag med et møg-beskidt hus (for hvem nåede lige at gøre rent også…) – kæmpe bunker på skrivebordet og en smule sorte rande under øjnene… Heldigvis er der friske blomster i vaserne, kaffen er varm og humøret er højt. Det er bare altid dejligt at sætte ting i gang og komme godt fra start. I dag er dagen helliget til at få de sidste kor-arrangementer klar til Pop’n Soul. Jeg skriver lige nu på et Aretha Franklin-tribute, og er i fuld gang også med Anne-Sanne-og-Lis-pop-trip!

Jeg når absolut ingenting af alt det jeg tænkte, jeg sagtens kunne nå på “fem timer” – men trækker vejret dybt og trøster mig (igen) ved tanken om at jeg kan nå uendeligt meget de næste “fem dage”! For der ligger også en hastigt forestående PopSalmer-udgivelse og råber af mig…

Men det er en helt anden historie!

Leave a Reply