Omkring Ærø

postet i Blog, Blogindlæg forside | 1

På vej til ÆrøDenne solstrålende weekend er blevet tilbragt noget så eksotisk som på Ærø. Fyn ER fin, og det sydfynske øhav bare noget så bedårende og zen-agtigt. Tempo ned i nyt gear, traveture og en alt for optimistisk to-do: ‘man-kunne-jo-også-lige-opdatere-hjemmeside-og-sende-nyhedsbrev-og-en-enkelt-pressemeddelelse’-liste – som blev erstattet af ‘nåeh ja, man kunne jo også la’ vær’ og hygge med at booke USA tour i stedet…

Min gode veninde Kathrine skulle løbe ‘Ærø rundt’ (eller i hvert fald 10K af øen) i går (og vandt en flot første plads på sin distance). Jeg var hepper i regnvejr og øen viste sig fra en lidt køligere og mere grå side. Det er heldigvis gået over igen, og vi er stået op til endnu en blå himmel. I dag går turen til Rise, hvor vi skal holde en PopSalme-Gospel-workshop for øens beboere (eller i hvert fald godt 40 af dem).

Smuk aften i ÆrøskøbingVi har boet på… øhm værthus. Æringerne (?) kalder det for en kro. De er SÅ søde og gør sig virkelig umage, og man kan se vand uanset hvor på øen man er – og måske er det alligevel meget smart at samle beverding, restaurant og overnatning i samme bygning. Hvis bare de så ikke røg, råbte, sang og spillede helt så høj musik hele natten – men pyt! En dejlig weekend har det bestemt været.

Jeg er i det hele taget meget stor fan af at rykke rødder op i kortere perioder og sætte mig fokuseret med computer og projekter i nye (helt smukke) og anderledes omgivelser. Kombi af rejse, hygge og arbejde er bare dejligt og energi-optankende. Som sagt er vi kommet til at bruge stort set alle vågne timer på at planlægge efterårets store tur, hvor vi skal køre fra Seattle i det øverste af USA til Los Angeles mange hundrede kilomter sydligere. Vi kommer til at bo mange mange steder – forhåbentlig med koncerter, workshop mv. undervejs, og vi har nu håndplukket og bestilt (og planlagt og organiseret igen og igen) turen næsten fra start til slut. Vi mangler at detalje-planlægge 5 dage i LA, hvor Kathrine måske har mulighed for at køre med det lokale politi, så vi derfor ikke lægger os fast på location endnu – men ellers er der godt gang overblik. Forår på ÆrøVi skal f.eks. bo i RV, på hestefarm, i et bådehus (hvor vi kan låne havkajakker), i første parket til havet med udsigt og solnedgang, i en organisk kæmpe botanisk-agtig have med enkeltmandssenge større end min dobbelseng, i en træhytte i en nationalpark, på toppen af en bakke med udsigt over hele San Fransisco, og i et luksus-hus med saltvandspool (med cykler) 1 km. fra Santa Monica Beach i LA… Vi har været meget økonomiske og fornuftige og kun slået os virkelig løs et par af stederne. Det bliver ikke en billig tur – men også pyt til det – vi har gjort vores bedste og det bliver trip of a lifetime!

Undervejs skal vi lave en huskoncert/workshop hos Sherry, den amerikanske layouter, der har tegnet PopSalme Popfuglen. Det bliver sjovt at møde hende i virkeligheden og dejligt at overrække hende bog og CD – og begynde at planlægge layout til Grundtvig samlingen, der allerede er godt i vej (udkommer Spil Dansk ugen 2016).

Men fokus tilbage til i dag (svært ikke at drukne i endorfiner og langtidsplanlægning), for det bliver spændende og sjov at se hvad dagen og workshoppen bringer. De kan i hvertfald synge TIL om natten, de lokale – så hvem ved, hvad vi kan få ud af eftermiddagen.

One Response

  1. Anja Sørensen
    | Svar

    Det lyder vildt spændende

Leave a Reply