Når der er noget på spil…

postet i Blog | 2

I dag har jeg en særlig opgave. Jeg på en gang glæder mig helt vildt og er samtidig dødsensskræk… Der er virkelig noget på spil. Noget på spil for mig personligt – noget på spil, der betyder noget for min karriere og fortsatte musikbane.

I dag er jeg en af hoved-indslagene ved en stor konference for LOF (Landsdækkende Oplysnings Forbund), hvor der kommer Ledere og VIP’s fra aftenskoler og oplysningforbund fra alle afdelinger i landet. Sammen med min pianist Rasmus skal jeg først lede fællessang, senere på dagen holde koncert og musikalsk foredrag med præsentation af PopSalmerne og i aften lede hele holdet i en PopSalme/Gospel-workshop. Det er bliver en spændende dag. Det bliver en lang dag. Og jeg mærker virkelig maven vende sig, fuld af sommerfugle. Og sådan.

Det er på en gang så fantastisk forløsende at kunne dele sin hjemmelavede musik med andre – og samtidig er det så uendeligt sårbart at sætte sin sjæl derud. Det er bare nemmere at synge Shackles eller Oh Happy Day (og fralægge sig ethvert ansvar for kompositionen bag) end det er pludselig at stå med egen krop, egen stemme og ovenikøbet præsentere sit allerinderste: egne melodier. Hele PopSalme-projektet er så sindssygt meget et hjertebarn. Det er præcis den jeg er, og den lyd, der er inde i mig, når jeg er helt autentisk og tør skrive det ned.

Der sker noget pudsigt, når musik er selvkomponeret. Det er som om publikum og deltagerne pludselig tager meget mere stilling til ‘om det er godt eller ej’. Der er straks vurdering og subjektivitet på – og det skal helst kommenteres. Som om det giver ubetinget tilladelse til at sige hvad som helt til mig, fordi jeg er komponist og selv er ude om det? Jeg har aldrig oplevet workshop-deltagere komme hen til mig efter en gospel-teambuilding og sige: “hør, den der ‘Shackles’, det er da en ret ensformig melodi”, eller “dette og hint er ikke lige min smag”. Men når man selv har skrevet musikken er som om det nærmest forventes at deltagerne forholder sig til indhold OG siger deres uforbeholdne mening (nærmest uanset om man har bedt om det eller ej…). Det åbner for en helt anden del af hjernen – og det interessante er, at når først workshop-deltagere er i det ‘mode’, så analyseres alt.

Jeg har sågar i denne uge oplevet, at jeg ved en blandingsworkshop (både Gospel og PopSalmer) havde en deltager, der kom hen og synes hun skulle være mini-korleder og give mig feedback på min korleder-stil og -valg (“jeg synes, du skulle have sluttet workshoppen af med en uptempo-sang, og så synes jeg forøvrigt sådan og sådan”). Det sker ALDRIG, når jeg kun synger uoriginalt repertoire. Jeg blev helt paf.

Og så er der bare og vil der være mange mennesker, der af alle mulige grunde ikke “lige synes PopSalmerne er noget for dem”. Nogen er fordomsfulde (kan man virkelig tillade sig at tage så smukke gamle melodier – vores klassikere, og tro at man bare kan smide dem væk og skrive nyt?). Nogen er dømmende (hvem tror hun, hun er). Nogen kan virkelig bare ikke lide det – selvom de prøver at være høflige og dannede og pakke det pænt ind. Andre er skeptiske, og skal måske vænne sig til det. De fleste synes i hvertfald, de skal have en mening.

Det ER jo virkelig OK, at alle har forskellig smag og at “nogen er til det og nogen ikke er”. Der er jo MASSER, der er helt vilde med det og nyder sangene og fornyelsen og glæden ved at genopdage en tekst og begestringen over at møde nyt på den måde. Det værdsætter jeg bestemt også – omend jeg nogen gange ville ønske helt i mit stille, at jeg ikke skulle forholde mig helt så meget til hvad folk egentlig synes.

For hold nu fest, hvor er det svært at stå lige der midt i det – og være helt sukkerfri og RÅ og tyndhudet og skulle forholde sig til ALLE de meninger og holdninger og vurderinger. Lige der, er det bare nemmere at sende det ud i universet på CD og ikke skulle konfronteres med, ALT det ‘der bliver snakket om hjemme i stuerne’.

det rå hjerteMon ikke der ligger sådan en gammel kending helt dybt nede under: Angsten for ikke at være god nok, for at blive gjort til grin, for at blive afvist.
Jeg har slet ikke lyst til at “læse anmeldelserne lige nu” – har bare lyst til at “aflevere materialet”, fordi jeg ikke kan lade være, slippe det og lade det få eget liv, uden hele tiden at skulle have det spejlet så meget tilbage.

Jeg kan virkelig godt forstå, hvorfor misbrug, forskellige afhængigheder OG former for nerve-bedøvelse er SÅ nærliggende i dette metier. Det er svært at holde til livet som kunstner og den kultur, vi er en del af. Det er svært både at få ris og ros. Det bliver nemt meget personligt, der er ofte så mange mere eller mindre skjulte agendaer – og der er så forskelligt et sprog for hvordan feedbacken afleveres.

Som mange af jer ved, har jeg en mild diagnose som voksen-autist. Det er smaddersvært for mig at aflæse alle disse tilbagemeldinger og forholde mig til dem. Det får nerve-ender til at stritte og huden til at krible. Det skaber en uro og en utryghed – som kan bedøves med sukker. Det lader jeg så være med nu (mere end 1 måned clean!) og det er udfordrende sådan en dag her – hvor der virkelig er noget på spil.

2 Responses

  1. Ina
    | Svar

    Iih vi elsker dine popsalmer i Bagsværd. I går indstuderede jeg Nu titte på børnekorsakademiet… Stor succes, alle ville gerne have korstemmerne og jeg måtte skuffe dem og love de kom til oktober 🙂 og her var de dygtigste og kendte korledere i dk tilstede 🙂

  2. Malene Langborg
    | Svar

    Tak for dine vise ord, ærlighed og fine formuleringsevner. Og fordi du gør det du gør. Keep going, girl ! 🙂

Leave a Reply