Matcha te og mindfulness – tid til selvrefleksion!

postet i Blog, Blogindlæg forside | 1

Hvad nu hvis jeg gjorde mig umage hele juni måned med at tage små skridt og smage på hvert enkelt? Træne zen-musklen og gen-oparbejde et større fokus på NU. Hver dag, hver opgave – én ting af gangen (og det vigtigste først). Det er tid til selvrefleksion og egenomsorg. Min kalender minder mig om, at jeg har blæst igennem 2014 og første halvdel af 2015 (og hvor fantastisk det har været!) – men afslører også, at intet er foregået i langsom gang. Ikke engang lunten, eller bare den mindste slæben på fødderne. Jeg trænger til at luske omkring i mit eget liv og genopdage glæden også ved alle de fantastisk ting og oplevelser, jeg lige nu euforisk spunser igennem.

April og maj måned har været endnu et festfyrværkeri af rejser, workshops, koncerter, eksponering og fede oplevelser. Alle (fire!) kor (plus Carl Nielsen projektbørnekor) i fuld firspring, Glade mennesker, tilfredse publikummer og deltagere høje på energi. Det hele er kørt glat og ingen større udfordringer har fået lov at bremse flow og fart. Fede forhandlinger og forslag også til et 2016, der kommer til at fyre den så meget af.

Jeg sidder lige nu denne fuglefløjtende torsdag morgen med fødder i fodbad og prøver at reflektere over foråret, fornøjelserne og farten. Ved siden af mig står en kop matcha te (grøn ceremoniel japansk te, som jeg har pisket i et minut med et lille ris). Rumle har ondt i halsen og har hostet sig gennem natten, så han får lov at sove længe. Mit hjørne af højskolen er HELT fredeligt, og haven er groet så gevaldigt til allerede i grønne buske og træer, så jeg bliver krammet af alt det grønne, og ikke bliver set eller kan se noget andet. Haven har forstået, at jeg trængte til at blive omringet og min yndlings”blomst”, Kastanjens toppe står nu i lys luge lige uden for vinduet. Prunk og prægtig.

Når jeg mærker ærligt efter, hvad forårets tempo gør ved mig, er det tydeligt at det er tid til gear-skift. Det er lidt som at have fået flødeskumslagkage morgen, middag og aften – og jeg trænger efterhånden til en god flad rugbrødsmad (og en lur…). I selverkendelsens klare lys må jeg også indrømme, at jeg trænger til at give elever og korsangere lidt rugbrød ind i mellem også. Jeg forventer 12-taller af dem alle. Hver gang. Vi skal helt til tops. Hver gang. Hvad enten vi vil eller ej.

De sidste par uger har der været tydelige tegn på, at nu er jeg brugt. Lidt for mange dage med migræner, som ikke kun blev trigget hormonelt (og som jeg har valgt at ‘overhøre’ og arbejde på trods af) og de sidste 14 dage et gedigent hold i lænden, der stadig lægger en smertefuld dæmper på fornøjelserne. Kroppen siger fra, og det er OK. Søde kærlige krop, der bare vil beskytte mig fra at køre motoren helt tom for olie og brænde sammen til skrot.

Når universet så ovenikøbet hjælper til og vælger at låse min bil inde i en parkeringskælder en aften, hvor jeg måske burde være blevet hjemme og passe på syg Rumle og en smertefuld ryg… så må jeg nok hellere lytte! Du kører ingen steder, Frk. Wind!

Det ER svært at skifte gear. Adrenalin, ambitioner, resultater og anerkendelse er en kraftfuld cocktail, der ‘vil ha mere’. Det bliver en latent afhængighed og indirekte forventning hos alle parter. Kun det bedste og vildeste bliver godt nok. Hvis jeg skruer ned og ikke giver mig selv fuldt og helt, oplever jeg en blanding af rastløshed og dårlig samvittighed.

Jeg genkender dette sted på året. Vi er tæt på eksaminer, sommerkoncerter, afslutninger (ferie…). Det trigger ambitionerne og overruler behov og fornuft. Det er nu 12-tallerne skal manifesteres og uddeles.

I fredags var der en stor livsstilsartikel om mig i de fynske og jyske medier. En dygtig journalist fulgte mig i mit arbejde med kor og skrev en smuk genfortælling om de valg, jeg har taget især de sidste fem år af mit liv. I snakken med hende blev jeg mindet om, at det bare altid virker bedst, når jeg siger JA til mig selv og derfor ind i mellem må sige NEJ til andre, eller sige fra også overfor den indre side af mig, som er så kompromisløs og ambitiøs.

I en lang periode har jeg sagt JA til alting – og med fantastiske resultater. Og det har været sjovt! Nu er det ikke sjovt længere, og så må jeg kigge mig selv i øjnene og være ærlig. Genfinde meningen med det hele, og allervigtigst gøre det i et tempo hvor kroppen rent faktisk kan mærke og nyde det.

Det er et MUST, at jeg gør mig umage hele juni måned med at tage små skridt og smage på hvert enkelt. Nu skal zen-musklen trænes og jeg skal gen-oparbejde et større fokus på NU. Hver dag, hver opgave – én ting af gangen. Flere fodbad og små lunteture i haven. Flere ceremonielle teselskaber. Med tillid til at det hele bliver godt nok alligevel.

One Response

  1. Anja Sørensen
    | Svar

    Tak for en dejlig blog. Ja vigtigt at geare ned i tempo og have tid til sig selv ❤

Leave a Reply