Kontrasternes eventyr (del 2: natur)

postet i Blog, Blogindlæg forside | 1

Som lovet skal I også have alle historierne var den sidste uges natur-oplevelser. Midt mellem SF og LA har vi nemlig boet 2 overnatninger i Nationalparken Sequoia, eller rettere 2 minutter fra indgangen til parken i en lille hytte højt oppe på bjerget. Da vi ankom efter mange mange timers kørsel torsdag var det totalt surrealistisk at skulle køre af den smalleste stejleste nålesvingsvej, for at lande helt ude i det øde på bjerget. Sidste hus på vejen.

Vi blev mødt af to store hunde (Jeg gør, til du kæler!) og airbnb ejeren Jana, der viste os rundt. Hytten vi havde lejet blev kaldt ‘glamping’ (glamorous camping?). Den var så skøn – men relativt primitiv med udendørs bruser… og vi skulle gå ca. 200 meter op til hovedhuset for toilet. I tanken rigtig fint – i realiteten utroligt langt at gå om natten i mørke for to tøseblærer, med bjørne og andet spændende krybdyr lurende. Men mere om det senere.

Bag hytten var der et track ned af bjerget, hvor man kunne gå helt ned til en lille sø i vandfaldet fra bjergene. Helt kæphøje hikede vi derned den første aften, kun for at konstatere at det var væsentligt længere og stejlere end først antaget. Med ben og lægmuskler, der var totalt smadrede efter onsdagens 20.000 SF skridt, var det noget af en work-out. Men ‘the beach’ for enden var det hele værd. Så smukt og fredfyldt. Tilbage til hytten lige i tid inden det blev mørkt (pyha). Vi havde forregnet os, og ikke fattet hvor svær den sidste bid af køreturen var, så indkøb var der ikke mulighed for eller tid til nu. Vi var bare langt væk fra alting! Vi klarede den med rester og køreguf og en lidt mærkelig sammensætning af kiks, æbler, madpakkerester og sådan – før vi gik til ro og satsede på endnu en god lang nats søvn.

Det skete så ikke!

Kl. 22.00 lød der et kæmpe brag ved bagsiden af hytten, og mit hjerte røg helt op i halsen. Jeg fik vækket Kathrine, og vi lå og lyttede åndeløst og med høj puls, til hvad der nu end foregik bagved. Det var døren til bruseren, der var gået op, og det puslede og støjede. Efter lidt tid var der stille, og vi kunne trække vejret igen. Altså indtil Kathrines peanutblære skulle tisse. Super. Vi debaterede frem og tilbage hvad vi skulle gøre, men nåede ikke at gøre noget ved det, før der igen skete ting og sager udenfor. Denne gang var bjørnen på forsiden af hytten – og nu gik det stærkt. De skønne vagthunde oppe fra hovedhuset havde nemlig fået færden, og kom ræsende mens de passede højlydt på os. Bjørnen løb ned af bjerget og mit hjerte bankede igen amok. Vi fulgte med hundene tilbage til huset og fik klaret det, der skulle klares. Godt også at følges med en politibetjent (“jeg dækker bagved og til højre, du tager forfra og venstre!”), og vi var bevæbnet med lygter og vandrestave. Vi kom hele frem og tilbage.

Jeg fik faktisk ikke sovet mere (før Kathrine havde været oppe og tisse igen kl. ca 4). Mit hjerte hamrede simpelthen for meget ved den mindste lyd. Ikke fordi det måske var særligt farligt – bare fordi det var SÅ uvant at ligge der, og ikke vide hvad det var, der puslede sådan rundt i mørket. For det var virkelig mørkt.

Næste morgen var vi lidt hængemulede og sad længe og kiggede på kolibrier, der sværmede om sukkervand. Vi havde en lang eventyrdag foran os, så morgenmaden blev købt og spist på lodgen for neden af bjerget, inden vi kørte ind i Sequoia. Sikken en dag. Det tog lang tid at køre på de smalle, nålesvingende veje, og igen gik vi mange mange skridt (og stadig i bakker. Hvad sker der for Amerika!). Vi havde 4-5 hiking trails med oplevelser, vi gerne ville nå: Tokopah Vandfald, en eng (med stor mulighed for at se bjørne), selvfølgelig verdens største træ General Sherman, bestige Moro klippen og kravle ned i Crystal Coves for at se stalagmitter mv. Bare at køre rundt i parken var dog en kæmpe oplevelse med gigantiske træer og sindssyge udsigter til bjerge og klippepartier.

Vi startede med at køre længst ind i parken til hiken til vandfaldet. Den var 7 km i alt – men det tog mere end 2 timer at gå den. Så smuk og fin en tur. Vi måtte derefter køre direkte til grotterne for at nå dagens sidste rundvisning (med halloween tema). Også der skulle man vandre en kilometer ned af trapper og stejle stier, inden man kunne gå rundt i de fine gamle huler. I anledning af halloween var der udklædte skuespillere og slukket lys, så vi gik med lommelygter. Det var lidt fjollet – men en fin oplevelse.

Det var hvad vi kunne nå – så undervejs måtte vi justere gameplanen til og beslutte, at vi måtte have en dag mere i parken i stedet for at køre direkte til LA lørdag morgen. Kl. var 16.30 inden vi var helt ude og oppe af grotterne, og med mørket lurende og indkøb absolut nødvendige, gjaldt det bare om at komme ud af parken og op på eget bjerg inden det var helt mørkt. Hvad vi ikke havde tænkt over var, at i skumringen vandrer dyrene. Så den næste time blev helt sindssyg. Der var græsende ‘muledear’ i vejkanten, der var 4 (fire!!) taranteller, der krydsede vejen undervejs – jeg hoppede ud på bare tæer og tog billeder up close af den første vi så… og nej, der er ikke zoom på kameraet. Den er taget med telefon og var håndflade-stor! – og da vi kom ud af parken og ned i byen for at købe ind, så jeg en lille brun pony ved siden af vejen. Troede jeg. For da vi kørte forbi den kunne jeg pludselig se, at det var en brun bjørn. ‘Vend om’, råbte jeg – og Kathrine kastede bilen rundt, så vi kunne tage billeder og video af bjørnen, der tøffede roligt rundt og gnaskede i æbler og andre ting på sin egen hyggelige kluntede måde. Den så bare så sød og slet ikke farlig ud. Og det hjalp måske også at sidde godt og trygt i Toyotaen…

Vi var helt høje på vej tilbage til glampinghytten, og fik endnu en nat med relativt lidt søvn og mange udendørs puslelyde. Det var nemmere, nu vi vidste at det jo bare var en sød brun bamse… meeeen alligevel. Jeg er bestemt ikke bymenneske, men dette var dælme meget natur for mig!

Beslutningen om at køre endnu en dag ind i parken næste morgen (tidligt op og afsted) var helt rigtig. Vi nåede omkring engen (ingen bjørne), vi besteg Moro Rock (verdens vildeste udsigt) og vi gik af ‘giant trail’ omkring General Sherman og så endnu en muledear (denne gang med gevir), masser af chipmunks, en stor spætte og en muledear med lille kid. Og så selvfølgelig verdens største træer.

Så smuk og tilfredsstillende en dag – og noget nemmere bagefter at have 8 timer i bil til LA.

One Response

  1. Hanne Jacobsen
    | Svar

    Tak at jeg kan “deltage” på jeres skønne tur.

Leave a Reply