Julegaveønske: Mere tid, tak!

postet i Blog | 2

Noget af det mest fantastiske ved december (altså ud over julepynt, -hygge og -lys, gave-giveri, velgørenhed og særlige koncertoplevelser) er at bruge en måned på at lukke året ned og afslutte på den gode måde. Samtidig med det hæsblæsende juleri og energifyldte workshops og koncerter er det tid også til eftertanke, uldsokker, ild-i-pejse-hygge, ingefær-te og rolig evaluering. Året rinder og byggeklodserne skal tages op én for én og vurderes: Hvilke koncepter og muligheder skal udvikles i 2015 og hvilke skal afvikles, eller parkeres bagest i skrivebordsskuffen.

Det selvstændige musiker-liv er en konstant mosaik af opgaver, projekter, koncerter, tourneer, udgivelser, korprøver og indstuderinger, bookinger og administration, kompositioner og generelt kaos – og der skal hele tiden jongleres, navigeres og træffes klogest mulige beslutninger.

Jeg forsøger at praktisere et princip, der hedder “Love it, use it or lose it” – og gør mig umage for at vælge job-mæssige udfordringer og opgaver, der giver mindst to af følgende tre komponenter:
1) Nye muligheder og personlig udvikling.
2) Store oplevelser og dyb indre tilfredsstillelse af at gøre en forskel
3) (God) løn.

Den store luksus er endnu et år at kunne konstatere, at det er nemt og meningsfyldt at være selvstændig, og at alle de ting, jeg åbner op for, lykkes og løfter: To store skønne faste kor med glade dedikerede sangere ( – og et projektbørnekor, der løftede tag og åbnede hjerter). PopSalme-bogudgivelse med flow og begejstrede modtagere, og masser af efterspørgsel på flere sange, lydudgivelse og korarrangementer. CD-udgivelse med ‘Drømmespor’ og Arne A koncert-tour, hvor publikummer, smiler, græder, krammer og klapper. Teambuilding og personlig performance undervisning med organisationer og virksomheder, der melder tilfredse tilbage, at medarbejdere er glade og føler sig set og hørt.

Også på hjemmebanen er der hul igennem med et efterskolekor, der synger i vilden sky (nærmest) uden tvang, og en Teater Højskole, der starter op d. 4. januar med en fyldt første årgang af dygtige, ambitiøse mennesker, der gerne vil lære – også hvad jeg har at byde ind med af sang, kor og personlig performance.

Mere tid, takIgen i år ønsker jeg mig derfor kun én ting i julegave: Mere tid.

Det ville være nemmere at afvikle eller parkere dele af mit arbejdsliv, hvis der var opgaver med modstand, træghed, manglende lyst eller – nåeh ja – manglende publikum. Men de klapper og vil have mere og ekstranumre og sangtid og det efterlader mig endnu engang med en reflektion over hvor heldig, jeg er – og hvor vigtigt, det er at jeg bliver endnu klogere på tid og prioriteringer.

Vil du arbejde for mig?
Nu skal jeg jo på ingen måde brokke mig over de mange opkald, mails, muligheder og forespørgsler – så mere nærliggende er at finde konkrete og konstruktive løsninger OG blive bedre til at uddelegere og bede om hjælp. Derfor søger jeg igen fra NU AF 1-3 ansatte til min virksomhed, der vil sidde hos mig (på Ryslinge Højskole) nogle timer om ugen og varetage forskellige ad hoc opgaver i forhold til lavpraktik. Alt fra at udsende PopSalmebøger, samle email-adresser og tilmeldinger sammen til workshops, svare på mails, lave powerpoints eller layoute billeder til hjemmesider, tænke ud af boksen sammen med mig, editere lydfiler, gå på posthus og renskrive diktater. Du må gerne være studerende eller fleksjobbere – og en del af arbejdet kan foregå hjemmefra/online/skype efter aftale. Jeg har en klar forestilling om at finde skarpe, selvstændige, og -tænkende, kreative og pligtopfyldende ansatte, der synes det er sjovt og spændende at indgå i et stærkt og energifyldt team. Løn, vilkår og muligheder snakker vi om!

2 Responses

  1. Birgithe Vibe Larsen
    | Svar

    Jammen Hej Janne – just a thought…
    Jeg er stoppet som efterskolelærer og er nu fritstillet indtil foråret. Jeg er i en virkelig spændende fase, hvor jeg åbner op og samtidig laver mit eget retreat alt imens min famile oplever mig glad og syngende igen 🙂 -, men jeg er jo ikke helt uden evner 🙂 – og jeg har filosofier som dig, f.eks.at opsøge lyset og give ud i kærlighed – og så det med lønnen. Hvis du kan se en mulighed kunne jeg …
    -læse og recearche om Grundtvig … mit store forbillede
    – tilbyde lavpraktisk arbejde (12 år som dansklærer og engelsklærer…),
    -evt. hjælpe med den nærtstående koncert i Husby kirke – som jo er lige i mit nærområde,
    Jeg vil kunne komme til Ryslinge torsdage eftermiddage, hvor jeg alligevel skal synge og jeg kan arbejde hjemmefra på aftalte tidspunkter …
    Rigtig god 2.december til dig Kærlig hilsen Birgihte

    • jannewind
      | Svar

      Hej Birgithe – det lyder bestemt interessant, tak for din hilsen.
      Jeg skriver lige privat til dig. Kh Janne

Leave a Reply