Hvornår er det ok at aflyse?

postet i Blog | 0

Tak for de mange mange kærlige fødselsdags-hilsener her i løbet af weekenden.

myrerJeg har brugt min weekend på at være hundesyg pga udrensning og kost-omlægning fordi jeg i tirsdags gik på kur (og tilsæt en god portion månedlige hormoner). Farvel immunforsvar. Den helt store tur med migræne og influenza, så det meste jeg så i går, var indersiden af en kold klud 😉 men jeg kender årsagerne, så det gør ikke så meget. Altså at jeg var syg. Hvad værre var at jeg måtte aflyse en workshop!

Her til morgen er jeg så småt på benene igen og glæder mig over at de nyplantede havekasser har vandet sig selv hen over weekenden, at Rumle var i skøjtehal og vel underholdt hos sin far, at jeg ikke havde haft tid til at arrangere den store fødselsdagsfest, jeg havde drømt om for alle venner og veninder (pyha, så havde jeg skullet aflyse den også…) og at jeg er (nogenlunde) frisk (nok) til at slæbe mig i bilen og køre til Brønshøj og holde koncert om et par timer.

Men hvornår er det egentlig ok at aflyse? Der stod en større fødselsdagsfest i går eftermiddags og skulle underholdes af mig i en time. De havde specifikt ønsket mig – og selvom jeg fandt en stand-in, fik kunden ikke hvad de ønskede (altså mig). DET er træls. Det er menneskeligt, men det er træls!

Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har aflyst en ekstern workshop eller koncert på grund af sygdom. Det sker som i aldrig.Jeg har sådan en helt grundlæggende ‘the show MUST go on’ mentalitet og har gennemført alt muligt med høj feber og sågar sunget tre-timers koncert i sommer med hvinende migræne og lukkede øjne fordi lyset var så skarpt. Så Camilla måtte komme cyklende (og få stjålet sin cykel) for at aflevere mig en af sine heste-migræne-piller.

Ligeså skønt, det er, at være selvstændig musiker, ligeså hardcore er det altså, når man går ned med et eller andet. Der er bare aldrig 7-14 dage i træk, hvor det er nemt at aflyse alt muligt og lægge sig. Er det en menneske-ret?

Jeg kan huske en større workshop, jeg aflyste, hvor jeg skulle synge med et større fødselsdagsselskab. Jeg har fortrængt hvornår præcis det var, måske 7 år siden? Men jeg husker min egen ærgrelse over ikke at kunne passe mit arbejde og følelsen af at måtte ringe og skuffe en kunde – og den sidder lidt i mig endnu. Der fandt jeg ikke erstatning og de henvendte sig aldrig igen for at få deres workshop, som ovenikøbet var én, de havde vundet i en auktion. ÆV.

I går måtte jeg så sætte endnu en streg på den sorte liste. Dagen druknede i migrænetåge, kvalme, feber og ondt overalt og blev brugt under en dyne i et mørkt rum med kolde klude for panden. TAK Gud for gode kolleger, da en af mine veninder og dygtige medmusikanter besvarede mit nødråb og overtog den workshop, jeg skulle have lavet i København. Men stadig ØV altså.

Det vækker alle mulige spørgsmål i mig. omkring konceptet “egenomsorg” kontra “forpligtelser til andre”. Hvor er grænse? Skulle jeg lade være med at gå på slankekur og rense ud i kost og krop (så giften fra fedtcellerne sendes i cirkulation og gør mig syg) fordi jeg har en forventning om at jeg måske bliver dårlig eller ligefrem syg af det?

Jeg gjorde nogen skuffede i går. Nogen, der havde glædet sig, nogen, der ventede på at jeg stillede op.

I fredags for en uge siden vendte det den anden vej. Der var det journalisten fra TV, der blev syg så vores live-TV-transmission som havde kostet både en del penge og en del tid at få på benene blev aflyst.

Vi er bare mennesker. Og hvornår er det ok at sige NEJ til andre for at kunne sige JA til sig selv?
Hvornår skal man aflyse?

I dag er jeg solist til koncert, der ikke kan gennemføres uden mig. Den er i alt 4+ timers kørsel væk. Der er et større publikum der ikke får koncert og et helt band, der ikke får løn, hvis jeg ikke gennemfører… Hvis jeg skulle kigge mig selv helt ærligt i øjnene burde jeg nok tage en dag mere under dynen…  men altså… Jeg kan jo stå op (det kunne jeg ikke i går…) så nu tager jeg tøj på og kører – og så bliver det sikkert fint.

Jeg husker flere gange at have hørt talemåden “Der er jo ikke nogen, der takker dig for at gå på arbejde”, når jeg eller andre har slæbt mig op og afsted til et eller andet for så at sidde med følelsen af at det ikke gjorde den store forskel om man var der… Men sådan er det jo ikke helt, når man er workshopholderen, solisten, sangeren, musikeren osv osv – der bliver man jo faktisk takket for at gå på arbejde.

Der snakkes også tit om at være professionel og ikke “indrømme” eller afsløre for publikum hvis man er syg eller slidt. Bare levere varen – de er ligeglade med om hvordan man har det, bare de får, hvad de har betalt for. Hvor går grænsen for hvornår de så rent faktisk får det?

Hvornår er det ok at aflyse?

Leave a Reply