Adrenalin (en skimmelsvamp-allergikers rejse 9)

postet i Blog, Blogindlæg forside | 0

For første gang i mere end et år har jeg mærket den gode adrenalin bruse rundt i kroppen. Det er helt overvældende med alle de sommerfugle i maven, der ellers lå livløse og udmattede hen. Det er livgivende med kildren i hovedbunden, prikken i fingrene og liv bag øjnene. Pudsigt, som jeg slet ikke kunne huske (med hovedet) hvordan det føles at være i live, før kroppen nu mærker glimt af det igen.

Der er masser af momenter, der giver adrenalin lige nu. I dag har jeg givet endelig godkendelse af det kæmpe manuskript med de nye PopSalme-melodier til 39 tekster af N.F.S. Grundtvig. De ryger til tryk, og ankommer (sikkert lige til kanten) til releasekoncerten i Ryslinge næste lørdag d. 5. november. Det er HELT vildt at sige GO, til det projekt, jeg nu har arbejdet så målrettet på i 3½ år. Første bog var en forløsning for 2 år siden – denne er et ultramaraton. Stolt, glad og lidt træt er jeg. Flyv, musik. Flyv!

Det giver også bobler i maven at forberede selve release-koncerten. I denne weekend har jeg mødtes både med det store børnekor, der skal med til koncerten og med det fede band. Begge dele er ren optur. Skønne mennesker i alle aldre, der giver af sig selv. Lige som jeg drømmer om.

Endelig står forrige weekends kor-tur til Barcelona med Pop’n Soul som et af de større højdepunkter i lang tid. Det var alt for sjovt, smadderhyggeligt og fede musikalske oplevelser med dejlige mennesker. Ikke mindst vejret var ‘med mig’. Jeg stor-trives bare i sol og tør luft.

Så det er positivt og opløftende med oplevelser og solskin og koncert-klargøring. Det danske vejr, derimod kunne jeg nok ønske mig foruden. I dag hjælper det på det med tør, klar og kold luft og sol – men den sidste uge efter Barcelona var et ’slap in the face’. Min tålmodighed bliver sådan testet, når jeg igen og igen rammes af kroppens langsommelige udrensning. Jeg gør alt det rigtige, men det tager bare så uendelig lang tid, og det driver mig ærligt taget til vanvid. Det meste af efterårsferien måtte jeg bare overgive mig til konsekvenserne af det fugtige, våde og snaskede efterårsvejr og kaste håndklædet på gulvet og hoppe i seng. Det er næsten traumatisk igen at mærke virkningen af kroppens forgiftning og de indre mykotoxiners ballade så snart vejret vender. Jeg hopper på trampolinen, jeg drikker det rensede vand, spiser det sunde mad og må bare VENTE på at giften slipper sig jern-næve-hårde tag i cellerne. En dag af gangen.

I dag står der blandt andet pressemeddelser, trampolinhop , kombuchabrygning, sengetøjsvask OG et hop i havet (bestemt ikke lige så sjovt som havet i Barcelona, siger det bare!) på den store liste – og så en lille lur inden gospelkor i aften. Jeg får lidt ekstra benzin at køre på med dagens adrenalin-rush, så det er bare om at udnytte det!

Leave a Reply